
DIY – Sættekasse til dine kopper

Jeg faldt over en rest birketræsfiner i byggemarkedet og den kaldte bare på at blive til en lækker sættekasse til alle mine kopper. Jeg har set dem florere rundt på instagram og det var der jeg fik inspirationen fra. De bare så fine, og ret dyre. Så sådan en måtte jeg simpelthen selv kunne lave. Jeg anede ikke, hvad jeg havde kastet mig ud i, men det gør jeg sjældent, det må være en del af min kreative proces. Efter en del banden og sved på panden, kom denne sættekasse til live. Og hey! Den blev da fin, den blev i hvert fald lige sådan, som jeg havde visualiseret den inden projektets begyndelse. Den endte med at koste 220kr i materialer.
Overvej lige en gang, hvor langtid det er siden, at jeg har skrevet herinde på bloggen. Det er bare som instagram jo har taget en del over, så det er kun en udførlig guide som denne, der giver mening at smide herind i stedet for et højdepunkt på insta 🙂
Da jeg postede den på instagram, spurgte jeg om der var stemning for en guide og der var ret stor enighed om, at det var der i den grad! Jeg elsker simpelthen, når I bliver ligeså begejstret for et af mine projekter, som jeg selv. Det er bare noget helt specielt at dele mine kreative projekter med jer. Men som lovet, så kommer der en guide til at forvandle en trærest til din egen sættekasse, til netop dine yndlings kopper.
For at lave din egen sættekasse, skal du bruge:
- Birketræsfiner 9mm (Det er ikke ligefrem det billigste træ, så et billigere alternativ er f.eks. MDF, det er dog ikke vandfast, så man kan evt. give den bivoks til sidst)
- 2 former for ophæng
- Tommestok
- Blyant
- En form for sav. Jeg brugte en kap-/geringssav til det hele, men et alternativ er en rundsav og en stiksav, eller at få dem skåret ud i byggemarkedet og dermed nøjes med en stiksav.
- Træolie, voks eller andet.
Step 1:
Du skal starte med at skære 4 stykker på 13×60,5cm og 5 stykker på 13×46,5cm.


Step 2:
Optegn derefter hvor rillerne skal skæres på alle 9 stykker. Du skal optegne således:
Mål 2cm og sæt en streg. Mål derefter 13cm, sæt en streg, mål 1cm ud og sæt den anden streg. Her skal første rille laves. Forsæt med at optegne rillerne med 13cm i mellem. Der skal være 4 riller på og 5 på.
Hver rille skal være 6,5xm dyb, så tegn evt en streg hele vejen hen på træet, så du ved hvor langt der skal skæres ned.

Step 3:
Skær nu rillerne ud, det kan gøres med en stiksav. Hvis du har en kap-/geringssav kan den snildt bruges, det gjorde jeg. Jeg satte bare stykkerne på højkant og låste saven, så den kun kunne skære den dybde jeg skulle bruge. Jeg endte med at køre saven ned mange gange til hele rillen var udhulet.
Hvis du ikke har nogen af delene kan du også bruge en god gammeldags fuksvans og et stemmejern.
Bagefter skal de slibes, her brugte jeg min nye excentersliber, men god gammeldags sandpapir og en klods kan også sagtens bruges 🙂 Jeg brugte sandpapir korn 240.


Step 4:
Så er det olie tid. Der er altså altid noget tilfredstillende ved at give olie, jeg elsker det step! Jeg havde en dåse Trip Trap hvidpigmenteret bordpladeolie liggende, så den brugte jeg. Men alt efter hvilket udtryk, du gerne vil have at din sættekasse får, så vælg en olie derudfra.


Step 5:
Så skal reolen bare samles, du behøver hverken lim, søm eller skruer! 🙂 Jeg monterede de her små messing ophæng,, som passer til min øvrige indretning, synes de er så fine. De er købt i Silvan. Men du kan bruge alle former for ophæng, det er helt op til dig.




Så er den færdig og er klar til at blive fyldt med lækre kopper. Og som den crazy plant lady jeg er, så sneg der sig også en plant ind.


