15 LÆKRE VINTERNYHEDER!

MODERNE PLANTEGUIDE

Vi har vist allesammen set, at planter er det nye sort! Det går amok med planter og man kan ikke engang handle ind uden at blive bombarderet med skønne grønne planter. Jeg er så meget selv hoppet med på denne dille! Den varme, hygge og glæde planter giver, kan bare ikke erstattes af noget andet! At man tilmed kan få planter som også renser luften og sørger for et bedre indeklima, er bare et kæmpe plus. Meeen hvordan er det så lige med pasning af planter? Er jeg den eneste, som synes, at det er en forvirring uden lige? Jeg kommer ALTID til at overvande mine planter, fordi jeg i begejstring ikke vil have, at de tørrer ud og dør, men i stedet drukner jeg dem.. Så nu har jeg altså lavet en lille guide til alle jer, (som ligesom mig) er alt for god til at dræbe sine planter. Her er mine 5 yndlings “in” planter lige nu.

Den velduftende Eucalyptus

 

Eucalyptus ses oftest som afskårne i diverse vaser på instagram, men de kommer fra den smukke eucalyptus plante. Det er en af mine absolute favorit planter med de smukke blå-grønlige blade og dens helt fantatiske duft. De kan blive rigtig høje og man kan klippe grenene af og bruge som afskårne. Jeg har 2 stk herhjemme og elsker dem virkelig! De skal stå lyst og må ikke tørre ud, så derfor skal de vandes hyppigt. De er faktisk nogle hårdføre planter, som kan tåle helt ned til -5 grader, så de kan sagtens stå udenfor. Overvejer lidt om min den ene skal ud på altanen til foråret 🙂

 

Den luftrensende Aloe Vera

Aloe Vera planten er ikke kun smuk i bladene og nem at holde, men den er også luftrensende. Den skulle være ekstra god i soveværelset, hvis man har søvnproblemer, da den er god til at lave et lækkert indeklima. Udover det, så er saften fantastisk til brandmærker, jeg bruger den flittigt, når jeg klumser rundt ude i køkkenet (læs: sker tit!). Så man forstår godt hvorfor Aloe Vera planten er blevet så populær! Jeg har 2 stk i lejligheden, en i soveværelset og en i stuen og de er rimelig nye, så kan endnu ikke svare på, om jeg kan mærke en markant forskel på indeklimaet. De skal vandes sparsomt, en gang hver 2-3 måned. Placeres lyst og gerne meget solrigt. De elsker sol, hvem gør ikke det?

 

 Den formgivende Kaktus

Den store kaktus epidemi er stadig igang og jeg forstår det virkelig godt! Jeg er inkarneret kaktus-fan. De er simpelthen så lækre i deres udtryk og form. Jeg har faktisk fået forbud mod at købe flere kaktusser, SUK! Det bedste ved kaktusser er, at de er verdens nemmeste planter at holde og det er lige noget for en overhovedet ikke grønfingeret mig. Jeg har endnu ikke dræbt en kaktus, det siger altså noget 😉 De skal kun vandes hver 3.-4. måned og skal have lys og sol. En god huskeregel kan være, at de skal vandes hver gang sæsonen skifter!

 

Den smukke Garderobeblomst (ZAMIOCULCAS)

Den her plante ser man ikke så hyppigt endnu, men er langsomt begyndt at komme ind i flere hjem og det forstår man virkelig godt! Den er så smuk i bladene og den ser nærmest så perfekt ud, at man er på grænsen til at tro, at den er kunstig. Den har kraftige blade og kan blive en virkelig stor gulvplante (frygter lidt om vi får plads til den med tiden). Den skal placeres lyst, men kan ikke lide direkte sollys. Den vil også gerne vandes sparsomt, så ikke noget med at overvande denne! (note til mig selv).

Den kendte Pilea

Vi kender efterhånden allesammen den omtalte og instagrammede Pilea med sine smukke runde grønne blade og livlige udtryk. De fleste kender også til, at den kan være lidt svær at passe, men frygt ej, her kommer redningen! Den skal have masser af lys, men ikke for meget direkte sollys. Hold den væk fra radiatorer og andre direkte varmekilder, den er nemlig ikke lige så glad for varme, som vi er. Du må ikke overvande din Pilea, så dør den. Den skal vandes regelmæssigt, men må gerne tørre en smule ud mellem vandingerne.

Håber I kan bruge de gode råd . Hvis I gør noget andet, som fungerer, så fortsæt endelig 😉 Det her er bare hvad jeg har erfaret, som virker for mine små planter.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

15 LÆKRE VINTERNYHEDER!