DIY – MEGA CHUNKY TÆPPE

Inderholder affiliate links.
Jeg har før lavet en DIY på bloggen med et chunky tæppe, men nu har jeg taget skridtet videre og lavet et MEGA chunky tæppe! Det er såååå lækkert. Tæpperne ses overalt på de sociale medier lige nu og det forstår man jo godt! Ræk hånden op, hvis du også vil begrave dig i sådan et lækkert tæppe hele vinteren. Jeg vil ihvertfald gerne, bestemt når metrologerne siger, at det bliver en hård vinter og man er den største frysepind på denne jord.
Jeg er ovenudbegejstret for hvor lækkert tæppet er og hvor nemt det var at lave. Du skal ikke engang til at smide penge efter alt for dyre store strikkepinde, de kan snildt koste 400kr. Det eneste du skal bruge til, at lave dette projekt er dine hænder! Selvom du aldrig har strikket før, så kan du sagtens være med, det er et rigtig nemt og et meget lidt tidskrævende projekt, det tog mig kun to aftener at lave.
Det eneste du skal bruge er chunky uldgarn, som kan købes her.
Du skal bruge 4 garnnøgler til at lave et (efter anvisning på Rito’s side, de skriver at en nøgle laver et kvadrat på 80x80cm), men du kan også sagtens lave et baby tæppe med 1-2 nøgler, som lige kan ligge over armlænet på sofaen. Mit tæppe måler 100 x 160 cm.
Jeg startede med at sætte alle nøglerne sammen og lave en KÆMPE garnnøgle (fordi jeg havde set de der kæmpe kugler med garn på nettet og bare måtte se hvor stor en kugle, der kunne blive ud af alt det garn), men det er bestemt ikke nødvendigt, du kan med fordel, sætte nøglerne på fast undervejs i strikkeprocessen. Det var lidt af et projekt at skulle fortælle min lille killing, at hun ikke måtte lege med verdens største garnnøgle, frøkenen var bestemt ikke tilfreds med situationen!
1. Start med at lave en løkke. Det gør du ved først at ligge garnet over hinanden, så det danner en cirkel. Tag nu hånden igennem cirklen og grib fat i garnet, som sidder fast på garnnøglen. Hiv snoren igennem og stram til.
2. Det næste skridt er at få lavet en kæde. Tag hånden igennem din løkke, som du lige har lavet i step 1. Tag fat i garnet, som sidder fast på nøglen og træk igennem, så du får en løkke mere. Forsæt til du har 28 løkker på din kæde, det er bredden af dit tæppe. Så hvis du ønsker et mindre tæppe, skal du lave færre løkker og omvendt.
3. Du har nu bestemt bredden på dit tæppe og skal nu til at arbejde med længden. Tag hånden igennem den sidste løkke på kæden og tag fat i garnet, hiv snoren igennem og peg løkken opad.
4. Nu skal du sådan set bare lave løkker hele vejen hen af din kæde. Tag hånden igennem de øverste huller og lav opadgående løkker hele vejen hen.
5. Når du når enden af din kæde, laver du en løkke mere i den løkke, som du lige har lavet. Så du nu laver løkker fra venstre mod højre, sådan forsætter du med at lave løkker frem og tilbage, til du når den ønskede længde. Det er super nemt, når man lige har fået fat i det. Forsæt til du har 70 rækker i alt.
6. Du har i steppet ovenover nået din ønskede længde og derfor skal dit arbejde nu pænt afsluttes. Start med at tage fat i de to første løkker (du kan både gøre det her step fra højre og venstre side), tag nu fat i garnet og hiv det igennem. Nu har du en ny løkke.
Hold nu fast i den nye løkke, tag fat i den næste løkke i rækken og gør præcis det samme, forsæt til du ikke har flere løkker tilbage.
7. Klip nu noget af det resterende garn af, du skal kun bruge en lille stump på cirka 10cm. Put enden af garnet igennem løkken og stram til, så du får en knude. Hæft nu enderne af garn fast i tæppet, det gør du ved at putte garnet under forskellige steder i mønstret på dit tæppe, så man ikke kan se det. Så er du sikker på dit tæppe ikke går op i enderne!
Du er nu færdig og har et super lækkert varmt mega chunky tæppe! Der bliver med garanti kamp om tæppet hjemme hos jer. Alba har allerede taget patent på det herhjemme, hun kender skam godt først-til-mølle-princippet!
Hvad er forskellen på om man hækler eller strikker tæppet? har set flere steder at folk hækler det?